Din hest er meget let at have med at gøre. Den er sjældent sur på de andre i stalden, og den kan lukkes på fold med næsten alle. Til gengæld er den svær at fodre på, så den er næsten altid lidt for tynd. Den er let at have med til stævner, for den elsker, når der sker noget nyt, og det er som om, den altid går lidt bedre end til hverdag, når den er til stævne. Den gider dog ikke at stå stille, når den skal flettes og strigles før stævnet.
Din hest er nok den største grovæder i stalden. Og hvis de andre får mad før den, bliver den sur og bider ud efter dem. Det er let at få den til at gøre mange ting, og den bliver sjældent forskrækket. Til gengæld kan den godt blive lidt for doven engang imellem. Den elsker, når der sker noget andet end det sædvanlige, og en tur ved stranden er det bedste, den ved. Når den kommer ind fra fold, har den næsten altid en ny hudafskrabning, for den skal altid lave ballade. Meget af dens udstyr er brugt eller bare meget gammelt, for den ødelægger alligevel alting, når den går på fold.
Din hest er lidt speciel, og man skal helst gøre alting på en bestemt måde. Den er let at lukke på fold med andre, for den tager aldrig kampen op med nogle af de heste, der er længere oppe i hierarkiet. Den vil kun spise foderet, hvis det er blandet på en helt speciel måde. Din hest er ret forkælet og får som regel alverdens fodertilskud. Dens dækkener er udelukkende kendte mærkevarer. Den elsker at blive nusset om og gjort klar til stævne, så længe der ikke er vand indblandet. Din hest er samtidig ret stædig og stort set umulig at læsse. Til stævner er den næsten altid nervøs, og det går aldrig så godt som til hverdag.